Menu

SIF og Niveauinddeling

image

 

I SIF-Fodbold har vi valgt at niveauinddele vore spillere efter anvisning fra DBU.

I det følgende vil vi forklare ud fra hvilke principper vi niveauinddeler, for at sikre at der er støtte, forståelse og opbakning til inddelingen fra forældrenes side.

Husk at vi er en frivillig forening og vores trænere er andre børns fædre og mødre der ulønnet bruger deres fritid på at træne børnene og at trænerne følger de retningslinjer der er udstukket fra DBU og SIF-Fodbold. Vores trænere er med til at sikre, at alle får den træning der er den rigtige i forbindelse med den enkelte spillers niveau, indstilling og kompetencer.

 

Hvorfor Niveauinddele

I de yngste årgange betyder det, at vi blander A-, Bog C- spillere, så alle hold i teorien er lige stærke. Når børnene bliver lidt ældre, bliver forskellene mellem dem større, og der udbydes turneringer i flere niveauer.

I skolegården laves der nye hold hvis de hold man startede ud med, ikke er jævnbyrdige. Det er ikke sjovt kun at vinde eller kun at tabe. Børnene tager selv initiativ til at lave nye hold, så der spilles ”lige op”. Så er resultatet ikke er givet på forhånd, og det bliver sjovere at spille.

I SIF er det trænerne der laver ”nye” hold, således at der kan spilles jævnbyrdigt både til træning og i DBU’s turneringer.

Den enkelte spiller, uanset niveau, har størst glæde af med- og modspillere på deres eget niveau. Et barn der altid vinder eller altid taber, udvikler sig ikke og i værste fald forsvinder lysten til at spille fodbold.

Allerede fra U9 er der stor forskel på børns færdigheder og indstilling til fodbold og børn med 4-5 års fodbold i benene har ofte udviklet en teknik og en forståelse for spillets taktiske udfordringer og har derfor et andet udviklingsbehov end fx en ny spiller. Ikke 2 børn er ens og børn udvikler sig med forskellig fart og i forskellige retninger. SIF vil med niveauinddelingen gerne rumme alle børns udviklingsbehov.

 

Én årgang, flere niveauer, fælles træning og optimal udvikling

En del af spillerens udvikling ligger dog ikke i KUN at træne sammen med spillere på samme niveau. Dette betyder at SIF også benytter sig af DBU’s 25-50-25 model:

25 % af tiden bør spillerne udfordres af spillere under deres eget niveau, 50 % af tiden af spillere på deres eget niveau og 25 % af tiden af spillere over deres eget niveau.

 

Denne tommelfingerregel har vist sig, at kunne skabe et stimulerende og udviklende miljø og alle har stadig mulighed for at spille og træne med deres bedste venner uanset niveau.

 

Hvordan Niveauinddele:

Niveauinddelingen foretages i en samarbejde mellem årgangens trænere, hjælpetrænere og klubbens Udviklings- og talentansvarlige. Niveauinddelingen er baseret på 6 parametre:

  1. Træningsparathed

  2. Attitude

  3. Teknik

  4. Hurtighed

  5. Koordination

  6. Perception

Ikke alle børn scorer højt eller lavt på de samme parametre, kunsten er at koble de børn sammen der er jævnbyrdige og have fokus på hvilke(t) parameter der skal arbejdes med individuelt hos hver spiller.

En niveauinddeling er IKKE statisk, men en løbende proces, nogle mister måske over tid noget af deres træningsparathed, mens andre udvikler sig hurtigt på hurtighed og koordination. Niveauinddeling er derfor også kunsten hele tiden at have den enkelte spillers udvikling og indsatspunkter i fokus, for at sikre at spilleren er på det rigtige niveau.

 

Forældre og forventninger

I en niveauinddelingsfase er det naturligt, at nogle forældre undrer sig over trænernes beslutning. Spilleren eller forældrene kan have en forventning om at de selv eller deres barn alt andet lige må være en A-spiller, eller at det at være B-spiller stiller for høje krav til barnet.

Tit og ofte er børnene godt selv klar over hvor på skalaen de ligger. Det har de fået erfaring med fra skolegården eller når de mødes med andre efter skole på banerne i SIF, men en niveauinddeling kan alligevel være det første opgør med barnet egen selvopfattelse;

For at blive A-spiller i SIF er det ikke nok at være en hurtig, teknisk dygtig hvis man ikke er træningsparat og kun kommer til træning engang imellem. Man bliver ikke nødvendigvis B-spiller selvom man kommer hver eneste gang, hvis man har udfordringer med koordination og teknikken, osv.

Det viser sig gang på gang, at trænerne i fælleskab rammer rigtigt når de niveauinddeler børnene efter de givne parametre. Dette skyldes at det er dem der kender børnene bedst. Trænerne ved hvor børnenes styrker og svagheder ligger, da det er dem der har fulgt børnene og deres udvikling på banen i flere år.

SIF-Fodbold opfordrer til at forældre og børn anerkender trænernes beslutning og støtter op om beslutningen og måske i samarbejde lægger en plan for hvad der skal til for evt. at rykke et niveau op eller ned.

 

Det er vigtigt at forstå at SIF-Fodbold IKKE niveauinddeler af hensyn til resultater, men af hensyn til børnenes udvikling.

 

Download information Niveauinddeling SIF

Luk