Menu

Det Gode Stævne

image

Alle kender frustrationen ved at komme til et stævne hvor der ikke er styr på stumperne.

 

Vi har her samlet lidt information om hvorledes 'det gode stævne' kan planlægges så alle får en god oplevelse, når der er stævne i SIF.

 

Forberedelse

  • Informer staben

Adviser den årgangsansvarlige om dato for stævnet med henblik på arrangementer, herunder kaffe og kagesalg. Den årgangsansvarlige kan herefter uddelegere de forskellige praktiske opgaver til holdledere og forældre. På kontores kan der lånes kander til saftevand, men krus mm. skal holdet selv indkøbe.

  • Bestil evt. borde

Såfremt der skal sælges kaffe og kage, kan fodboldkontoret sørge for at der bliver bestilt borde. Giv besked om hvor mange borde I ønsker, så bestiller kontoret. Bordene skal I dog selv stille op på dagen.

  • Arranger dommere

Adviser forældre således at der er dommere til kampene og således at der er hjælp til gennemførsel af stævnet. Det har vist sig, at fra U12 kan nogle af børnene faktisk godt dømme kampe i de små børnerækker. Kunne det være interessant, så kontakt kontoret der vil sende en besked ud til eventuelle ungdomsspillere.

  • Læg Kampplan

Aftenen inden stævnet undersøger den stævneansvarlige træner om alle modstandere deltager, eller om nogen har meldt fra i sidste øjeblik. Dette kan ses på DBU's hjemmeside. Der laves på baggrund af de tilmeldte hold en kampplan. Man kan med fordel benytte DBU's stævnegenerator. Kampplanen printes og kan kopieres til alle modstanderholdene på fodboldkontorets printer.

 

Inden stævnet på dagen

  • Opsætning af Baner

Trænerne og eventuelle hjælpere kommer i god tid og banerne og målene sættes op. På fodboldkontoret ligger der skilte, så hver bane kan markeres tydeligt fx Bane 1, Bane 2 osv. Dette for at undgå forvirring over hvem der skal spille på hvilken bane hvornår.

  • Rekvisitter

Der hentes bolde og veste i boldrummet.

  • Opsætning af borde

Stil borde op såfremt der skal sælges kaffe og kage.

  • Udpeg Kampleder

Det er ofte en fordel at alle kampe startes og sluttes på samme tid og der bør være 5 min. mellem hver kamp. Udpeg en central kampansvarlig der kan fløjte kampe i gang. Fløjter kan udleveres på kontoret. Ved større stævner kan højtaleranlægget i skurvognen ved Bane 1 benyttes. Nøglen udleveres på kontoret.

  • Udpeg Dommere

Udpeg forældre/ungdomsspillere til at dømme kampene på de forskellige baner.

  • Udpeg en ansvarlig for modtagelse af modstander

En træner/forælder udpeges til at tage imod modstanderne. Det er en fordel at stå ved indgangen til Kunsten. Kryds af hvem der er ankommet, udlever et kampprogram og oplys hvilke numre de forskellige baner har og hvor de ligger. Såfremt en modstander udebliver og tiden tillader det, kan der laves et nyt kampprogram. Computeren tættest på printeren på fodboldkontoret er til fri afbenyttelse.

 

Under stævnet

  • Saml modstandernes trænere og informer om planen.
  • Der er is i 1. holdets omklædning og plaster på kontoret såfremt nogen kommer til skade.
  • Er det ungdomsspillere der dømmer kampene, så vær opmærksom på forældre/trænere der ikke taler pænt og støt dommerne. Der ligger Forældrekort/minifoldere på kontoret som med fordel kan udleveres.

 

Efter stævnet.

  • Hjemmeholdet slutter af

Hjemmeholdet bør spille den sidste kamp og den stævneansvarlige bør være den sidste der forlader klubben.

  • Sig farvel og tak

Det er en god ide at den forælder/træner der tog imod modstanderne også står ved udgangen og siger tak for i dag.

  • Ryd alt på plads

Mål, bolde, veste, fløjter, borde osv. ryddes på plads. Uddelegér endelig opgaver til holdets forældre.

 

Skulle du have yderligere god fif til 'Det Gode Stævne' så send dine tanker og ideer til fodbold@skovser.dk

 

Luk